Færgekroen

I denne artikel skal det handle om Færgekroen, som er en af mine absolutte favoritfilm. Færgekroen havde premiere i oktober 1956 og den er i sort/hvid. Men det gør heldigvis ikke filmen mindre god. Er du glad for filmen? Læg genre en kommentar…

På min DVD-udgave er billederne meget klare og tydelige og det samme gælder lyden. Så selv om den er over 60 år gammel er den absolut værd at bruge godt halvanden time på – og den kan godt tåle at blive set flere gange. Jeg har set den mange gange….

Bedøm selv billed- og lydkvaliteten ud fra det her klip:

Færgekroen handler om Hørby Færgekro og dens to ejere Erik Hansen, som spilles af Dirch Passer, og Lars Tofte, der spilles af Ove Sprogøe. Ja, han hedder også Lars Tofte i Baronessen fra benzintanken – man skal jo ikke smide et godt navn væk – så hellere genbruge det. De to ejere har også færgen, der sejler til Holbæk. Skumle personer har fået nys om, at der kommer en ny hurtigrute og det vil jo skabe en masse handel til området og få jordpriserne til at stige. Så de pønser på at købe kroen for en slik. Det går bare ikke så nemt, som de tror. Johan Ranggaard, der spilles af skurken over alle skurke Henrik Wiehe – ham har jeg det i øvrigt altid lidt anstrengt med – formår ikke bare lige at købe kroen.

Ret slesk type ikke? Nå, så Ranggaard hyrer en stråmand, Andersen, som spilles af Buster Larsen. Han lykkes bedre og lokker Erik Hansen og Lars Tofte til at låne penge til at renovere kroen. Penge som de på grund af snyd ikke kan betale tilbage. Så de mister kroen. Resten af filmen handler så om, hvordan de forsøger at få den tilbage igen. Om det lykkes, skal jeg naturligvis ikke afsløre, men jeg kan da sige, at det blandt andet kræver, at Ove Sprogøe må kravle i en kjole og spille dame – ligesom han også gør det i Onkel Bill fra New York – og det er jo noget han kan finde ud af. Årgh, hva’ pokker. Jeg kommer helt sikkert til at afsløre det hele og plottet er jo heller ikke særligt kompliceret. Har du ikke set filmen endnu, så gør det inden du hører videre på alt mit ævl. Nu er du altså advaret.

Nå, vi møder naturligvis også andre vigtige personer. Først har vi Proprietær Ravn, der er en god ven af kroejerne. Han spilles af Kjeld Petersen. Jeg har i øvrigt slået proprietær op, for jeg anede ikke hvad det var for en starut. Men det er altså en gårdejer, som ejer en større gård. I filmen er det ret tydeligt, at Ravn ikke selv arbejder i hverken stalde eller på markerne – han går i hvert fald altid pænt klædt.

Vi møder også Landsretssagfører Ermandsen, der spilles af Poul Müller. Han er gift med Ebba – et frygteligt kvindemenneske, som spilles af Else Kornerup. Og de har en sød, køn og snusfornuftig datter, Susanne, spillet af Mimi Heinrich. Ermandsen har – naturligvis må man vel sige – en affære med sin sekretær Frk. Michelsen. Frk. Michelsen spilles af Caja Heimann, som altid er god i den slags roller.

Jeg glemte lige at sige, at Susanne selvfølgelig er forlovet med skurken Ranggaard – så fik vi også intrigerne på plads. Lily Broberg spiller også en betydelig rolle som Kamilla. Hun er stuepige hos Ermandsen og den som Ravn brænder varm på.  

Så har vi vist alle elementerne på plads: Idyl og romantik, slemme fyre med skumle planer, vores helte og en masse god musik.

Inden jeg går i gang med selve filmen, er der lige et par andre navne, som skal på plads. Instruktøren er Poul Bang. Han var oprindelig lydmand og tonemester, men blev senere både produktionsleder og instruktør, og han instruerede en masse skønne film som f.eks. Ved Kongelunden, Tag til marked i Fjordby og Charlys tante. Færgekroen har han også skrevet manuskript til sammen med Paul Sarauw og John Olsen. John Olsen har også været manuskriptforfatter til flere af de gode gamle som I kongens klæ’r og Det var på Rundetårn.

Musikken i Færgekroen er af – prøv at gætte – ja, Sven Gyldmark, som jo nok har skrevet musikken til de fleste af de gamle film.

Nå, lad mig komme i gang med filmen og hvorfor den er en af mine favoritter. Det bliver måske nok en kronologisk, men langt fra total gennemgang. Jeg vil hellere slå ned på steder i filmen som jeg synes giver mig noget helt særligt. Lad os starte med åbningsscenen. Vi ser færgen – som er ret lille, når man tænker på at faktisk kan fragte en bil – og i baggrunden ligger kroen. Fra meget lang afstand kommer nogle mennesker gående ned mod færgen. Vi hører kendingsmelodien og ser rulleteksterne. Det var helt normalt med rulletekster før filmen modsat i dag. Dirch Passer tager imod pengene fra passagererne og siger blandt anden ”det bliver en krone per persona. Soldater fra generaler og nedefter, halv pris”.

Vi er nu allerede næsten 4 minutter inde i filmen. Nu er min puls og vejrtrækning lige over koma og jeg er kun halvt ved bevidsthed. Og det skal bestemt ikke forstås negativt – tværtimod. Jeg er faktisk totalt afslappet og godt på vej ind i min ”nostalgiboble”. Så er jeg rigtig klar til at nyde filmen.

Så er vi inde på kroen, hvor vi møder Ove Sprogøe. Vores to hovedpersoner er på plads. 3 minutter senere har vi mødt vores to nye karakterer, Ranggaard og Ermandsen, der blot på talen virker ret tvivlsomme. Plotter er allerede ved at være på plads – jeg ved i hvert fald hvem skurken er – og det eneste jeg har brugt min hjerne til indtil videre er, at undre mig over hvordan pokker de fik bilen op på færgen. Det bliver i øvrigt afsløret senere i filmen. Igen skal det ikke forstås negativt – jeg nyder når tingen er helt enkle og nemme at forstå. Tempoet er meget langsomt, men det emmer af hygge.

Lidt inde i filmen er Erik – altså Dirch Passer – ved at hænge et skilt op på kroen. Der skal være bal. Det går selvfølgelig galt og stien vælter på Erik hænger 3 meter over jorden og dingler. Han råber på hjælp. ”Jeg hænger på den”…. Og det er her jeg synes at Dirch Passer er bedst. En afdæmpet humor og leg med ordene, og sikkert helt efter manuskriptet. I min nostalgiboble er det nu jeg begynder at få en behagelig sugen i maven. Det er nu, at jeg sidder og smiler bøvet for mig selv. Det er vist ret heldigt, at jeg oftest ser filmene alene. Min kone forstår mig ikke – i hvert fald ikke min fascination af de gamle film.

Lad os komme lidt videre. Ravn viser os, at han er lun på Kamilla. Også han – altså Kjeld Petersen – spiller ligesom Dirch Passer ganske afdæmpet og roligt. Sådan kan jeg bedst lide ham. Han kan ellers godt af og til være ganske febrilsk og hysterisk. Men ikke i de her ældre film. Lily Broberg bruger lidt specielle udtryk. Hun siger f.eks. at det er længe siden hun har været ude at “jinge” lidt. Det er et ord, som jeg ellers kun har hørt min mormor bruge. Skønt gammelt ord ikke? Senere synger hun ”tød”. Det er åbenbart datid af at tude – så har vi lært det med.

Buster Larsen – altså Andersen – bliver som sagt hyret som stråmand og tager til kroen for at bo der et par dage. Han er i virkeligheden 36 år da filmens optages, men han ligner en mand på mindst 50. Han lader som om, at han har dårlige nerver og derfor vil han gerne bo et sted med fred og ro. Og det er der jo på kroen. Han formår at spille en særdeles behagelig person, men det viser sig senere, at han ikke er så fin i kanten. Og så alligevel. Jeg kan aldrig rigtig blive sur på hans karakter, og han fortryder også senere i filmen sin udåd. I scenen, hvor pantebrevene bliver underskrevet, er det tydeligt, at han er ked af situationen. Han bliver tilbudt 5000,- kroner for at deltage i snyderiet af Ranggaard. I 1956 kostede en liter mælk 65 øre og en flaske Beyers øl kostede 80 øre, så det er jo også en del penge. Jeg synes at Buster Larsen spiller sin rolle fremragende i denne film.

På et tidspunkt sidder kroejerne og spiser middag med Andersen og i scenen umiddelbart efter spiser Ravn sin middag. Det er det eneste tidspunkt i filmen, hvor jeg savner farverne. Maden ser altså lidt kedelig ud.

Kroen bliver moderniseret og så kommer posten med anbefalet brev. Det er naturligvis Henry Nielsen, der spiller post. I brevet bliver deres pantebrev opsagt med 10 dages varsel. Nu tager filmen så en drejning fra den rene idyl til et forsøg på at få rettet op på skaderne. Vi er godt en time inde i filmen og den næsten halve times tid, går så med at få kroen tilbage til vores to hovedpersoner. Nå, ja. Vi skal lige have Erik Hansen – Dirch Passer – til at blive forelsket i datteren Susanne. Det sker over et par kopper kaffe. Alting var bare nemmere i gamle dage. Ja, der skal jo nogen ordentlig og letfordøjeligt romantik til. Vi kan jo ikke ha’ at Susanne bliver gift med skurken. Hun skal da meget hellere falde for en af heltene. Den anden kroejer, Lars Tofte sværmer lidt med en stuepige, der hedder Marie. En sjov lille detalje er, at Marie på et tidspunkt står og pudser sølvtøj og nynner. Hun nynner melodien fra Det var på Rundetårn, som udkom året før. En lille reference fra en anden film som også er instrueret af Poul Bang og med manuskript af John Olsen.

Så nu er Ravn, Erik og Lars forelskede i hver deres pige. Det kører jo bare.

Mimi Heinrichs karakter, Susanne, synes jeg er ganske irriterende. Hun er jo nødvendig for filmen og historien, men hun er simpelthen for tuttenuttet. Hun vimser rundt og siger altid det helt rigtige, og ovenikøbet med en kæk kommentar til det hele. Det er sukker med sukker på. Om der står, at hun skal spille sådan i manuskriptet, eller det skyldes, at hun kun er 18-19 år og i gang med sin skuespilleruddannelse ved jeg ikke. Men det bliver alt for klistret for mig.

Tilbage til de to kopper kaffe, hvor Dirch Passer pludselig bliver forelsket. Ravn og Kamilla er også i stuen og der ryger et par cognac ned  – og så skal der danses. Jeg ved ikke om man faktisk gjorde sådan i 50’erne – men det sker vist ikke så tit i dag? Men det passer jo godt ind i manuskriptet. Dans falder ikke i fru Ermandsens smag og Kamilla bliver fyret. Og så kan hun jo godt rykke ind hos Ravn.

De to kroejere bliver ansat som tjenestepar hos Fru. Ermandsen. Filmen bliver en anelse fjollet når Ove Sprogøe spiller dame, men sådan er det. På få minutter i filmen lykkedes det vores hovedpersoner at få krammet på landsretssagføreren. De finder ud af, at han har været ude med sekretæren og nu har de en klemme på ham. Og da datteren Susanne finder ud af, at de to har gang i et eller anden, skifter hun lynhurtigt side og hjælper dem. Det tager også kun få minutter i filmen – ellers bliver den jo også alt for lang. Vi skal ikke spilde tiden på detaljer. Jeg kan godt leve med, at historien er noget tynd og forudsigelig, når bare der er en god stemning – og det er der.

Som du nok har gætter løser det hele sig – igen på få minutter i filmen. Andersen indrømmer sine skarnsstreger og Ranggaard falder i vandet – helt bogstavligt.

Kroen genåbner og alt er igen fryd om gammen.

Afslutningsvis må jeg sige, at Færgekroen er en af de film, der rammer mig lige i nostalgien. Den rummer alt det, jeg forbinder med 1950’ernes danske folkekomedier: lune, varme, små skæve typer, og et univers, hvor alt alligevel ender godt. Dirch Passer og Ove Sprogøe spiller vidunderligt sammen, Kjeld Petersen og Lily Broberg giver filmen balance, og Sven Gyldmarks musik binder det hele fint sammen. Det er hverken stor kunst eller et dramatisk mesterværk – men det er ægte dansk filmhygge, når det er bedst. For mig er det en af de folkekomedier, man vender tilbage til for stemningens og spillets skyld – ikke for spænding eller overraskelser. Dirch Passer og Ove Sprogøe er et perfekt makkerpar, og Poul Bangs instruktion gør filmen til en behagelig tidslomme fra 1950’ernes Danmark.

Morten Piil giver i Gyldendals Danske Filmguide (2003) filmen ★☆☆☆ og skriver, at den er “Typisk gemytlig og ganske velskabt Saga-komedie med Dirch Passer i selvbehersket charmeform som færgeskipper og Ove Sprogøe som krofatter med en Storm P’sk hønsegård. Parrets to sange prøver at gentage den gudbenådede bagatel og fortjente kæmpe-succes ”En sporvogn og en pige til” fra Ved Kongelunden (1953), men uden held. Film når mageligt sine hyggemål, som om intrigerne trækker vel længe ud. Buster Larsen får meget ud a en sveden svindler, der med ydmyge miner går de slemme økonomiske bagmænd til hånde. Kjeld Petersen er for det meste bare rar – rent talentspild”

Jeg er enig i meget af den vurdering – men hvor Piil nok ser, det afdæmpede som en svaghed, ser jeg det som en styrke. For mig er netop den ro og lune, som filmen udstråler, dens største kvalitet. Og Kjeld Petersen er nok rar, men bestemt ikke et talentspild.

Derfor giver jeg Færgekroen ★★★☆.

Kilde: Morten Piil, Gyldendals Danske Filmguide, Gyldendal, 2008

Filmplakater gengivet efter citatret (§22) med henblik på filmhistorisk formidling. Kilder: Det Danske Filminstitut og Nordisk Film.